Blog Image

weimaraner hvalpe 2011 - D-kuldet

Født 19/12-2011

Forældre Villads og Becca se mere her - kig også på www.weimbos.dk/weimaraner

Dodo til VSA

2014 Posted on Sun, July 13, 2014 14:49:40

Torben og Dodo fra D-kuldet har været til Slæb- og apporteringsprøve (VSA) i Ribe. De bestod flot med V:9 S:10 A:9 ialt 28 point af 30 mulige. Tillykke herfra.



2 års fødselsdag

2013 Posted on Thu, December 19, 2013 17:20:49

Kære Diesel – Delta – Dexter – Dallas – Dodo – Debbie

I ønskes rigtig hjertelig tillykke på jeres 2 års fødselsdag idag den 19.december.

Håber I alle har det rigtig godt.

Hører gerne fra jer med foto og oplevelser fra hverdagen.

I og jeres familier ønskes en rigtig god jul og et godt nytår.

Hilsen Birte



Jagtmesse på Gram slot

2013 Posted on Thu, September 12, 2013 21:55:53

Vi var jo til Outdoor Weekend på Gram Slot i går sammen med Chess og Anders, så vi syntes lige I skulle have lidt billeder derfra. Han er lidt større end Dodo, og de kom fint ud af det med hinanden. Af interessen at dømme fra publikum, så er de grå meget populære.

Lige nu går tiden med marktræning, men vi har ikke haft rigtig held med fuglevildt endnu. Vi var lige ude en time her til aften i øsende regnvejr. Hun lettede en hare, men jeg kunne stoppe hende, så det var jo ikke spildt arbejde. Er begyndt at træne lidt sammen med Falco fra Karens F-kuld. Og vi har også kontakt med Freja (også Karens), og en fra Bramming. Vi skulle
egentlig have været ud alle fire i aften, men vi udsatte det i går pga. vejrmeldingen, så vi satser på en aften i næste uge.

Vi har meldt hende til markprøve på lørdag, og det glæder vi os til at prøve kræfter med.

Dbh
Helle og Torben



Dodo til racedyst

2013 Posted on Mon, July 29, 2013 08:43:51

Dodo og Torben har været til racedyst for weimaranerklubben, og Dodo bestod flot med 8-9-9 ialt 26 point. STORT tillykke herfra.

Det er første gang Dodo og Torben er på anerkendt approteringsprøve.

Beretningen fra Torben lyder sådan:

Vi scorede kun 26 point. Og når jeg siger kun, så er det fordi vi kan gøre det bedre, og har gjort det mange gange i træningen.
På duebanen søgte hun perfekt og hurtigt. Kommer direkte ind til mig, men lægger due på, så at sige startlinien. Det har hun aldrig gjort, så jeg tænkte slet ikke og sagde apport. Der røg 2 point.

På kaninbanen gik hun til højre og bagud i udlæggerens spor. Jeg råbte nej og så drejede hun til venstre med vind i den rigtige side og jeg råbte ud en gang, så gik hun perfekt ud og op i vinden direkte til kaninen. Men dommeren trak et point for dårlig greb. Hun havde god fart på og tabte ikke kaninen, men det er jo konkurrence.

I vand gik det perfekt, men dårlig greb, så der røg et point. Duen drev i vinden og vingerne var spredt ud, så hun fik fat i skulderen og noget af kroppen. Men jagtmæssigt er hun da ikke for hård ved vildtet smiley Men vi må bare træne noget mere. Det kan godt være der ikke er så mange weimaraner at tage af, men potentialet er der, så vi kan sagtens vinde racedysten.



Hilsen fra Dodo

2013 Posted on Mon, April 22, 2013 18:44:38

Så har vi lidt nyt fra Esbjerg igen.

I januar startede vi på hundetræning i Esbjerg Jagtforening. Det var 10 gange indendørs, så det var perfekt med det vejr, det var udenfor. Det var alle hunde, der havde gået til grundlæggende lydighedstræning, så selvom det var sit, dæk, hinter, hjemkald, på plads og lidt apportering, skulle vi hurtigst muligt gennemfør det uden snor. Det stillede store krav til hundene og førere, fordi der var ikke meget plads, så hundene var tæt på hinanden, og selvom Dodo var en af de yngste primært blandt ruhåret, gik det faktisk rigtig godt. Hun er dog stadig et stort legebarn, og tror at alle hunde vil lege. Den sidste aften var der en afsluttende prøve, hvor hunde fra alle 3 hold deltog. Vi havde gået banen igennem om eftermiddagen, hvor Helle var med for at distrahere Dodo lidt. Men det gik fint, så vi var klar. Men synet af de andre hunde og en masse mennesker, så var Dodos fokus mange steder. Det kneb med at holde fokus på strækningen med hinter. Og dæk under hjemkald, var ikke så godt som om eftermiddagen, så det blev til 56 ud af 60 point. Det var også ok, men lidt træls når hun gik væsentlig bedre om eftermiddagen.

Siden har vi ikke gjort så meget ved lydighedstræning, for vi skulle træne op til schweissprøven – 3 timer/400 m i går. Og jeg skulle til duelighedsprøve i jagthorn 23. marts, og der skulle jo også trænes lidt.

Vi gik nogle spor før påske, og 2. påskedag trænede vi sammen med min lillebror, der har 2 hunde i schweissregisteret, og har i dag bestået 20 timers med den tredje hund, der skal til kvalifikationsprøve på torsdag. Desuden deltog 2 andre schweisshundefører, og en der bestod 20 timers i torsdags og skal til kvalifikation i næste uge. Det var meget givtig at gå spor andre havde lagt, og som kunne give fif undervejs.
Vores største problem er, at Dodo går alt for hurtig. Når hun er i sporet er det bare fremad. Hvis jeg ikke holder igen og meget af tiden med stram line, så løber vi sporet, og det skal hun ikke. Og når går så stærkt, er det nemt at komme på en afledning.
Helle løb på stranden med Dodo i går morges, så hun ikke var alt for tændt til prøven J.
Jeg havde sagt på forhånd, at jeg ville gerne starte først, så det passede fint, at vi trak startnr. 1. Tyve minutter i ti luftede jeg Dodo i anvist område. Vi skulle bare give os god tid, så jeg tænkte kvart i melder jeg klar og går 100 m frem til dommeren. Får instruktionen og Dodo er på sporet med det samme. Og det gik fremad i højt tempo og stram line. Det gik meget ud og ind, over en lysning og diverse spor. Var på et tidspunkt lidt bekymret, for dommeren og stifinder faldt lidt bag ud, så jeg troede, vi var på afledning. Men det var fordi, det gik stærkt. Og pludselig havde Dodo et stykke dådyrskind i munden, og det fik en ordentlig rystetur. Jeg har ikke styr på, hvor lang tid det tog, men fem minutter i ti var vi tilbage ved bilen.
Tilbagemeldingen fra dommeren var en flot 1. præmiering. Hun må ikke gå hurtigere, men det kan vi træne med større udfordringer. Det var fantastisk at se hvor ivrig hun er for at komme frem i sporet, så han synes, vi skulle fortsætte træningen med færtsko og sværere spor.
Da vi kom hjem, opdagede Helle at diplomet var udstedt på en 20 timers. Ringede til prøvelederen, og jeg skulle bare rette det med kuglepen, for der er indberettet en 3 timers.
Jeg havde jo sagt, at en 3 timers for mig var ok, men nu tror jeg vi vil prøve en 20 timers til efteråret. Jeg har lært rigtig meget ved at arbejde med Dodo og læse hendes markeringer. Vi har gået 4 spor om ugen af forskellig sværhedsgrad. Nogle spor har ligget i 8 – 9 timer, og der kunne jeg godt mærke hun skulle koncentrere sig mere. Var jeg irriteret en eftermiddag, hvor jeg kommer lige hjem fra arbejde og skulle gå spor, kunne hun mærke det, og så arbejde hun ikke, som hun plejede. Så det er både Dodo og jeg, der får noget ud af det.
Helle får også noget ud af det, for Dodo er mere rolig nu og rimelig lydig. Helle vil ikke gå eller løbe med en hund, der er ved at rykke hende om kuld. Og træningen trætter Dodo mere end en gåtur eller løbetur. Hun har fantastisk megen energi, og hun løber alle hunde træt. Her i eftermiddags mødte vi Berto, en 4 år gl. labrador retriever han, der vejer 35 kg, men hun kan sagtens tumle ham og løbe fra ham.
Vi bruger også stranden rigtig meget, men nu må vi ikke slippe hundene dernede (1. april til 31. oktober)Det gør vi dog, når der ikke er nogen, vi kan genere. Og det er der også mange andre, der gør, så hundene kan tumle både på stranden og i vandet.
Apropos vand er der en lille sjov video vedhæftet. I sidste weekend skulle vi passe Kaspers visla, og vi skulle til fødselsdag i Herning, så vi tog hundene med i bilen. Inden aftensmaden skulle de lige luftes godt af, og hvad var mere nærliggende end at få ungerne til at smide pinde i søen, som hundene skulle hente, men det var der en svane, der ikke synes om. Det er helt tilfældigt, at min nevø står og filmer det med telefonen. Nu blev det vislaen, der blev jagtet, men det kunne lige så godt have været Dodo.

På onsdag starter vi på brugshundetræning over 10 onsdage. De startede faktisk i onsdags, men der kunne vi desværre ikke. Men nu får vi i hvert fald noget inspiration til træningen de næste mange måneder, og det glæder vi os til.

Vi løber 2 – 3 gange om ugen og det svinger mellem 3,5 km og op til knap 7 km afhængig af ruten, vi vælger. Vi forsøger at vælge ture, hvor vi skal have hende mindst muligt i snor, og det går fint.

I dag vejede hun 26,9 kg, så hun har ikke taget det på, hun har tabt sig. I efteråret vejede hun 28,4 kg, og i januar var hun nede på 26,4 da jagtsæsonen sluttede. Hun får lov til at spise det hun kan, og for et par måneder siden, fik hun en ormekur for en sikkerheds skyld. Omkring 1. feb. skiftede vi også til et foder, der indeholder ¼ mindre fedt og proteiner. Til efteråret, når jagtsæsonen starter, skifter vi igen, så hun får det, der passer til aktivitetsniveauet.

Det går rigtig fint med hende, og vi har hende med overalt. Vi har også fået et hundepas til hende og vaccineret mod rabbies, så vi kan tage hende med til Tyskland, hvis vi vil det.
Helle er overrasket over, hvor kærlig og omsorgsfuld hun er. Hvis Dodo og jeg løber fra Helle – bare 50-100 m , så stopper Dodo op indtil Helle når op til os igen. Hvis Helle er med ude at gå spor, hvor Helle skal gå lidt fra sporet og f.eks. bag os for at distrahere Dodo, stopper hun flere gange for at orientere sig om, hvor Helle er. Og så samler hun sporet op igen.
Men det jo nogle af grundene til, at vi valgte weimaraner, så det er kun dejligt, at profilen holder.

Håber også det går godt med Jeres hunde.

De bedste hilsner
Helle og Torben



Hilsen fra Dallas

2013 Posted on Fri, March 01, 2013 23:05:36

Hej hundefamilie,

En lille forårshilsen fra Dallas og Co på årets første forårsdag!

Dallas har det super godt – er stadig familiens midtpunkt og kæledægge! Det er svært at forlade hende om morgenen for hun står og ser SÅ ulykkelig ud over at man har tænkt sig at forlade hende i 5 timer! Det er kommet bag på os så megen personlighed hun har – det er jo næsten som at få en baby igen! Hun er virkelig meget til at nusse og være tæt på os hele tiden – så har hun det bedst.

En plads i sækkepuden foran pejsen sammen med et familiemedlem er som at vinde i hundelotteriet, synes Dallas.

Hun har lige været i løbetid – det gik fint, men hold da op et svineri. Men vi synes det er synd at give hende bukser på! Forhåbentlig bliver hun lidt bedre til at holde sig ren når hun har prøvet det et par gange.

Hun vejer 27 kilo og er normalt MEGET madglad. De sidste par dage har hun dog ikke spist med så stor appetit som normalt. Men ud over det virker hun til at have det fint og er i fuld vigør.

Når hun skal være alene hjemme må alt lukkes grundigt af og ALT fjernes fra gulvet – ellers er det bidt i stykker når vi kommer hjem – og det uanset om vi er væk i 15 minutter eller 5 timer.

Hun får en times gåtur om morgenen og igen en time eller lidt mere om eftermiddagen. Anna tager tit eftermiddagsturen sammen med en veninde og hendes labrador/hønsehund, Luca. Det nyder de meget alle 4 🙂

For et par uger siden fangede hun en fasan i et buskads. Hun så helt rådvild ud da hun kom med den – hele overkroppen godt inde i gabet og en fasan der spillede død! Jeg forsøgte af få den fra hende med hun løb afsted med den – et temmelig langt stykke, men pludselig slap hun den og fasanen kunne til min store glæde flyve videre og væk fra rovdyret:-)

Er der nogen der har brugt frakke her i vinter? Vi har ikke – jeg synes ikke det virker som om hun fryser. Men der bor nogen i Humlebæk som har 4 weimaranere (alle hanner og den sidst ankomne, Kato, som nu er 4 mdr, har jeg udset mig som en passende mage, men det er der absolut ikke enighed om i familien, så nu må vi se!) og de bruger alle frakker.

Håber at I alle har det godt!

Hilsner fra Espergærde



Hilsen fra Delta

2013 Posted on Wed, January 16, 2013 05:48:01

Vi håber at I alle er kommet godt igennem julen og ind i det nye år.

Delta begyndte så småt i efteråret at komme med på jagt og han lærer tingene ret hurtigt. Han har også Pusta med (9 årig Vizla) som han render tæt med og ser jo derved hvordan det skal gøres.

Delta har det supergodt. Han er tillidsfuld, glad og fuld af energi.


Vi er i hundeskoven med ham 4-6 gange om ugen og han elsker at møde nye hunde derude og også gengangere som han kan tumle og lege med. Vi har dog endnu ikke mødt nogen hunde der kunne løbe fra Delta.


Vi har snakket lidt om hans størrelse og synes ikke at han er så frygtelig stor. Han er lige blevet vejet idag og han vejer 26,8 kg. Jeg ved ikke helt hvor på vægtskalaen en hanhund i hans alder skal ligge.

Jeg vedhæfter lige lidt billeder af ham fra i sommers og så frem til nu.

Hav det rigtig godt.
Mvh. Delta og hans forældre.

Med hensyn til vægt og størrelse har Dodo skrevet lidt se længere nede på bloggen, men nu er det jo en tæve. Ifølge FCI standarden måler en han mellem 59 og 70 cm i skulderhøjde med idealmål mellem 62 og 67 cm. Der står også vægten på hanner ligger mellem 30-40 kg. Så vidt jeg husker dengang vi havde hanner som var middelhøje – 66 cm tror jeg, de vejede så vidt jeg husker 32 kg. Men Delta er jo ikke helt udvokset endnu, der kommer mere fylde på kroppen, og dermed øges vægten også lidt. Nu har I ikke skrevet hvor høj han er i skulderhøjde (måles nemmest med en tommestok hvor man lige lægger en pind på tværs, som så køres ned mod skulderen) men højden bliver nok ikke mere end den er nu.

Hilsen Birte



Jule/ og nytårshilsen

vinter 2012 Posted on Sun, January 13, 2013 22:10:49

En lidt forsinket 1-års fødselsdags hilsen kombineret med en jule/nytårs hilsen herfra

Nok det nærmeste man kan komme på et 1-års portræt af Dex 🙂

Vi nyder stadig tilværelsen med Dexter. Troede ikke en weimaraner kunne være så lydig og samarbejdsvillig

Tur med Laki på marken lige inden 1 års fødselsdagen og sneen kom.

Jeg går næsten altid uden line med ham, for han er på pletten straks man giver et par hurtige fløjtelyde. Men han går nu også pænt i snor, selv om vi begge synes det er for kedeligt.

Næsten et år og umulig at få til at stille for fotografering

Han er meget følsom og bliver helt knust, hvis kan får en irettesættelse over en større forseelse, f.eks. at åbne døren til soveværelse og boltre sig i sengen indtil alt ligger i en stor bunke midt på sengen

Stadig ingen tegn på at kunne sidde stille…

Nu er han blevet så erfaren, at han ikke følger med op til soveværelset, hvis han har “bygget om” i sengen

Formentlig igang med at snuse til dyrelivet – her: Henriks Mark.

Mange hilsner fra
Dexter, Anna og Søren



« PreviousNext »