Hundetræning afsluttede vi også i juni og skal starte 8. august med videregående. Og der er plads til forbedringer på det grundliggende. Dæk tror Dodo ikke gælder for hende. Men ellers går det meget fint.


Vi har været ved stranden nogle gange, og det nyder begge hundene. Og det bliver ikke mindre om en måneds tid, når vi flytter til Sædding, hvor der er ca. 1 km til stranden.


Søndag morgen går vi ind til bageren og henter rundstykker. Det er 5 km ialt i et adstadigt tempo, for Xena, gravhunden er jo også med. Når Torben siger ‘hinter’ gaber Dodo højlydt, og den er næsten sikker hver gang, for det går bare for langsom. Nede ved asfaltvejen tager Dodo avisen i munden og bærer den de sidste 500 m hjem. Faktisk ved hun hvilket rør, hun skal kigge i, for at se om avisen sidder der.


En tur ind i byen er også alletiders. Dels møder de andre hunde og en masse mennesker. Og så kan de lige kigge på duer på torvet, medens vi får en hyldeblomst og en Jacobsen Brown ale. De var også med, da Team Rynkeby blev sendt afsted fra Bramming, og alle de mennesker, der var samlet betød ingenting, Varde Garden spillede og startskud osv. Dodo lå bare på fortovet og fulgte med. Pludselig var der en dame, der var helt fjollet med Dodo, og Dodo slikkede hende i hovedet. Jeg tænkte lige, hvad sker der? Det var en civilt ansat fra Torben arbejde, der havde fået øje på hende. Bente er fuldstændig pjattet med Dodo. Hun har mødt Dodo flere gange, når Torben har hende med på arbejde. Bentes datter bor i Odense og passer tit en weimaraner for en veninde. Det ender så tit med, at det er Bente, der passer hunden. Bente synes weimaraner, er suverænt den bedste hund. man kan have.


I søndags var vi oppe ved Torbens lillebror, der er schweisshundefører i Midtjylland. Han har fået en ruhåret hvalp 20. juni, og er i fuld gang med at træne den til schwiesshund. Så var der mulighed for at hundene kunne lege sammen, og Dodo kunne prøve at gå spor. Men Karstens har gået 20 spor på en måned, og Dodo har prøvet to, så der var klasseforskel, selvom Dodo er dobbelt så gammel. Torben vil gerne have Dodo op til en 400 m/3 timers, så der er bare med at komme igang. Hun har en god næse, men det kniber lidt med koncentrationen. Nu har vi gået 4 korte spor i denne uge, og der er fremskridt.
Her i ferien har vi også besøgt Torbens mor. Og Dodo, som er en lille tingfinder, fandt et kabelsøm, som hun slugte. Det sad faktisk på et kabel. Hun så ikke ud til, at det voldte hende problemer, så vi lige tiden an. Forleden dag så det ud til, at hun måske havde lidt ondt, da hun skulle gøre sig ren. Ringede til dyrlægen og fik hende røntgenfotograferet, men der var heldigvis ikke noget. Hun havde en del luft i maven, så måtte have spist et eller andet ådsel eller lignende, mente dyrlæge. Vi har kun set, hun åd en krabbe på stranden, men det mente dyrlægen ikke var nok?
Men ellers er hun en sund og stærk hund, der løber rigtig stærkt. Det koster en gang i mellem et sammenstød med en dør eller havemøblerne. fordi det går for stærkt.
I søndags vejede hun 24,4 kg. Hun spiser, når hun har lyst. Det er meget sjældent, hun spiser op med det samme. De får A38 to gange om dagen i en skål for sig, så tørfodret ikke bliver vådt og ligger og bliver dårligt.

De bedste sommerhilsner
Helle og Torben