Så har vi lidt nyt fra Esbjerg igen.

I januar startede vi på hundetræning i Esbjerg Jagtforening. Det var 10 gange indendørs, så det var perfekt med det vejr, det var udenfor. Det var alle hunde, der havde gået til grundlæggende lydighedstræning, så selvom det var sit, dæk, hinter, hjemkald, på plads og lidt apportering, skulle vi hurtigst muligt gennemfør det uden snor. Det stillede store krav til hundene og førere, fordi der var ikke meget plads, så hundene var tæt på hinanden, og selvom Dodo var en af de yngste primært blandt ruhåret, gik det faktisk rigtig godt. Hun er dog stadig et stort legebarn, og tror at alle hunde vil lege. Den sidste aften var der en afsluttende prøve, hvor hunde fra alle 3 hold deltog. Vi havde gået banen igennem om eftermiddagen, hvor Helle var med for at distrahere Dodo lidt. Men det gik fint, så vi var klar. Men synet af de andre hunde og en masse mennesker, så var Dodos fokus mange steder. Det kneb med at holde fokus på strækningen med hinter. Og dæk under hjemkald, var ikke så godt som om eftermiddagen, så det blev til 56 ud af 60 point. Det var også ok, men lidt træls når hun gik væsentlig bedre om eftermiddagen.

Siden har vi ikke gjort så meget ved lydighedstræning, for vi skulle træne op til schweissprøven – 3 timer/400 m i går. Og jeg skulle til duelighedsprøve i jagthorn 23. marts, og der skulle jo også trænes lidt.

Vi gik nogle spor før påske, og 2. påskedag trænede vi sammen med min lillebror, der har 2 hunde i schweissregisteret, og har i dag bestået 20 timers med den tredje hund, der skal til kvalifikationsprøve på torsdag. Desuden deltog 2 andre schweisshundefører, og en der bestod 20 timers i torsdags og skal til kvalifikation i næste uge. Det var meget givtig at gå spor andre havde lagt, og som kunne give fif undervejs.
Vores største problem er, at Dodo går alt for hurtig. Når hun er i sporet er det bare fremad. Hvis jeg ikke holder igen og meget af tiden med stram line, så løber vi sporet, og det skal hun ikke. Og når går så stærkt, er det nemt at komme på en afledning.
Helle løb på stranden med Dodo i går morges, så hun ikke var alt for tændt til prøven J.
Jeg havde sagt på forhånd, at jeg ville gerne starte først, så det passede fint, at vi trak startnr. 1. Tyve minutter i ti luftede jeg Dodo i anvist område. Vi skulle bare give os god tid, så jeg tænkte kvart i melder jeg klar og går 100 m frem til dommeren. Får instruktionen og Dodo er på sporet med det samme. Og det gik fremad i højt tempo og stram line. Det gik meget ud og ind, over en lysning og diverse spor. Var på et tidspunkt lidt bekymret, for dommeren og stifinder faldt lidt bag ud, så jeg troede, vi var på afledning. Men det var fordi, det gik stærkt. Og pludselig havde Dodo et stykke dådyrskind i munden, og det fik en ordentlig rystetur. Jeg har ikke styr på, hvor lang tid det tog, men fem minutter i ti var vi tilbage ved bilen.
Tilbagemeldingen fra dommeren var en flot 1. præmiering. Hun må ikke gå hurtigere, men det kan vi træne med større udfordringer. Det var fantastisk at se hvor ivrig hun er for at komme frem i sporet, så han synes, vi skulle fortsætte træningen med færtsko og sværere spor.
Da vi kom hjem, opdagede Helle at diplomet var udstedt på en 20 timers. Ringede til prøvelederen, og jeg skulle bare rette det med kuglepen, for der er indberettet en 3 timers.
Jeg havde jo sagt, at en 3 timers for mig var ok, men nu tror jeg vi vil prøve en 20 timers til efteråret. Jeg har lært rigtig meget ved at arbejde med Dodo og læse hendes markeringer. Vi har gået 4 spor om ugen af forskellig sværhedsgrad. Nogle spor har ligget i 8 – 9 timer, og der kunne jeg godt mærke hun skulle koncentrere sig mere. Var jeg irriteret en eftermiddag, hvor jeg kommer lige hjem fra arbejde og skulle gå spor, kunne hun mærke det, og så arbejde hun ikke, som hun plejede. Så det er både Dodo og jeg, der får noget ud af det.
Helle får også noget ud af det, for Dodo er mere rolig nu og rimelig lydig. Helle vil ikke gå eller løbe med en hund, der er ved at rykke hende om kuld. Og træningen trætter Dodo mere end en gåtur eller løbetur. Hun har fantastisk megen energi, og hun løber alle hunde træt. Her i eftermiddags mødte vi Berto, en 4 år gl. labrador retriever han, der vejer 35 kg, men hun kan sagtens tumle ham og løbe fra ham.
Vi bruger også stranden rigtig meget, men nu må vi ikke slippe hundene dernede (1. april til 31. oktober)Det gør vi dog, når der ikke er nogen, vi kan genere. Og det er der også mange andre, der gør, så hundene kan tumle både på stranden og i vandet.
Apropos vand er der en lille sjov video vedhæftet. I sidste weekend skulle vi passe Kaspers visla, og vi skulle til fødselsdag i Herning, så vi tog hundene med i bilen. Inden aftensmaden skulle de lige luftes godt af, og hvad var mere nærliggende end at få ungerne til at smide pinde i søen, som hundene skulle hente, men det var der en svane, der ikke synes om. Det er helt tilfældigt, at min nevø står og filmer det med telefonen. Nu blev det vislaen, der blev jagtet, men det kunne lige så godt have været Dodo.

På onsdag starter vi på brugshundetræning over 10 onsdage. De startede faktisk i onsdags, men der kunne vi desværre ikke. Men nu får vi i hvert fald noget inspiration til træningen de næste mange måneder, og det glæder vi os til.

Vi løber 2 – 3 gange om ugen og det svinger mellem 3,5 km og op til knap 7 km afhængig af ruten, vi vælger. Vi forsøger at vælge ture, hvor vi skal have hende mindst muligt i snor, og det går fint.

I dag vejede hun 26,9 kg, så hun har ikke taget det på, hun har tabt sig. I efteråret vejede hun 28,4 kg, og i januar var hun nede på 26,4 da jagtsæsonen sluttede. Hun får lov til at spise det hun kan, og for et par måneder siden, fik hun en ormekur for en sikkerheds skyld. Omkring 1. feb. skiftede vi også til et foder, der indeholder ¼ mindre fedt og proteiner. Til efteråret, når jagtsæsonen starter, skifter vi igen, så hun får det, der passer til aktivitetsniveauet.

Det går rigtig fint med hende, og vi har hende med overalt. Vi har også fået et hundepas til hende og vaccineret mod rabbies, så vi kan tage hende med til Tyskland, hvis vi vil det.
Helle er overrasket over, hvor kærlig og omsorgsfuld hun er. Hvis Dodo og jeg løber fra Helle – bare 50-100 m , så stopper Dodo op indtil Helle når op til os igen. Hvis Helle er med ude at gå spor, hvor Helle skal gå lidt fra sporet og f.eks. bag os for at distrahere Dodo, stopper hun flere gange for at orientere sig om, hvor Helle er. Og så samler hun sporet op igen.
Men det jo nogle af grundene til, at vi valgte weimaraner, så det er kun dejligt, at profilen holder.

Håber også det går godt med Jeres hunde.

De bedste hilsner
Helle og Torben